Vælg en side

Indiske wraps eller kathi rolls som de hedder i international omtale, er helt fantastiske i picnic kurven, i madkassen eller på en søndag med en lille smule tømmermænd.

I Kolkata i Indien er kathi rolls en meget populær snack hos byens gaderestauranter og jeg er slet ikke i tvivl om hvorfor.

De er sprøde og bløde på samme tid. De er krydrede og består at masser af lækre grønsager, rullet i en smagfuld chapati. Dejen af kikærtemel, som bruges til at pensle chapatierne med, gør denne variant til noget helt fantastisk – det skal virkelig prøves.

Denne variant er vegetarisk, men der er absolut intet i vejen for at udskifte paneerosten med f.eks. kyllingebrystfilet.

Opskriften kommer her:

Indiske wraps – Nizami subj kathi

4 stk.

Ingredienser

4 chapati (lav den helst selv – alternativt kan bruges købte, eller mexicanske hvedemelstortillas – det er dog ikke helt det samme)

Dej

100 g. kikærtemel
½ tsk. salt
½ tsk. chilipulver
½ tsk. gurkemeje
2 dl. vand

Fyld

1 cm. ingefær
½ frisk grøn chili
1 lille rødløg
1 gulerod
100 g. spidskål
50 g. shitakesvampe – alternativt champignon
Kokosolie
1 tsk. hel koriander
1 tsk. chilipulver
1 tsk. gurkemeje
½ tsk. garam masala
½ tsk. salt
150 g. paneerost (Indisk ost)
1 tsk. spidskommen
½ citron
½ potte frisk koriander

Fremgangsmåde

Start med at beslutte dig for, om du selv vil lave chapati eller om du vil springe over og bruge købte. Vil du lave dem selv, så er det det første der skal gøres.

Lav herefter dejen ved at piske kikærtemel, salt, chili, gurkemeje og vand i en skål. Dæk skålen med husholdningsfilm og stil den til side.

Forbered herefter de forskellige grønsager og krydderier, så alt er klar til tilberedningen.

Skrab skrællen af ingefæren og riv ingefæren fint. Skær den grønne chili i fine skiver og skær rødløget i fine skiver. Kom disse tre ting i en skål for sig.

Skræl guleroden og skær den i skiver på skrå. Skær herefter skiverne i tynde strimler. Skær spidskålen i tynde skiver og fjern roden fra champignon og skær dem i tynde skiver. Kom disse tre ting i en skål for sig.

Kom de hele korianderfrø i en morter og mort dem til et mellemfint krydderi. Kom dem i en skål sammen med chilipulver, gurkemeje, garam masala og salt.

Skær paneerosten i tynde skiver og herefter i fine strimler. Kom dem i en skål for sig.

Varm nu en tykbundet pande op og kom en skefuld kokosolie på. Lad olien smelte og blive godt varm, før de hele spidskommen tilsættes. Steg dem på panden ½-1 minut, til de begynder at dufte skønt.

Tilsæt herefter ingefær, grøn chili og løg og steg det på panden et minuts tid.

Tilsæt herefter gulerod, spidskål og champignon og steg det med et par minutter, til spidskålen bliver lidt blødt.

Tilsæt krydderierne og vend dem sammen med grønsagerne og lad det stege sammen et minuts tid.

Kom paneerosten i panden og sluk herefter. Vend det godt sammen og lad fyldet køle af. Når det er kølet af dryppes det med citronsaften og drysses med korianderbladene.

Nu er det tid til at tilberede chapatierne til wrapsene.

Varm en tykbundet pande godt op og kom en god sjat kokosolie på. Imens det smelter tages en chapati. Pensl den med dejblandingen og læg den på den varme pande med den penslede side nedad. Imens den steget på den penslede side, pensles den anden side. Lad den stege ca. 1-2 minutter på hver side, til den bliver let sprød.

Tag den af panden og fortsæt med de resterende 3 chapatier.

Imens der steges videre, fyldes og rulles den første chapati. Kom ¼ af fyldet i en stribe på midten og rul chapatien sammen om det. Fortsæt med de øvrige 3.

Server dine kathi ruller alene eller med en enkel salat af tomat, agurk, rødløg, citronsaft, sukker og salt.