Vælg en side

Quesadillas med vegetarfyld er mega lækre på brunchbordet, som frokost eller som tilbehør til aftensmaden. Jeg serverer dem gerne sammen med Krydrede mexicanske majskolber eller som tilbehør til en salat.

Jeg laver selv mine hvedemelstortillas, da jeg synes det er det hele værd. Det tager selvfølgelig lidt tid, men når jeg sætter tænderne i mine færdige Quesadillas er det absolut arbejdet værd. Har du ikke tiden til det, så køb en pakke gode hvedmelstortillas, men lov mig, at du selv prøver at lave dem en dag…

Quesadillas kan laves med forskelligt fyld, alt efter hvad man lyster. Jeg synes at disse Quesadillas med vegetarfyld er lækre og anvendelige som tilbehør til mange retter da de er milde i smagen, men alligevel med karakter.

Quesadillas med vegetarfyld

2 stk.

INGREDIENSER

4 hvedemelstortillas
100 g. ost, f.eks. Aged Havarti fra Castello eller cheddar
4 forårsløg
10 cherrytomater
½ potte koriander
Olivenolie

FREMGANGSMÅDE

Start med at gøre fyldet klar. Riv osten fint, skær forårsløgene i fine skiver, skær cherrytomaterne i kvarte og hak den friske koriander fint.

Læg to hvedemelstortillas ved siden af hinanden på køkkenbordet. Fordel fyldet ligeligt på dem begge to og sørg for at fyldet dækker hele fladen. Læg de to andre tortillas oven på de to med fyldet og tryk den øverste tortilla godt sammen over fyldet.

Varm en tykbundet pande godt op og kom en god sjat olivenolie på. Lad olien blive varm og læg den første Quesadilla på panden. Steg ved middel varme og hold øje med at den ikke brænder på i bunden. Vend den når den begynder at blive gylden og steg til den er gylden på den anden side. Tag Quesadillaen af og lad den køre et par minutter, mens den anden Quesadilla steges. Del dine Quesadillas kvarte og anret dem pænt på et fad. Pynt med lidt frisk koriander og server lune sammen med f.eks. Krydrede mexicanske majskobler.