Tantanman ramen smager rigt af sesam, krydret svinekød og de lækre grønsager som er i den. Tantanmen ramen er en verdenskendt og i øvrigt meget enkelt ramen ret at tilberede.
Ramen er navnet på en type japanske nudler, som bruges i retter med samme mellemnavn – Ramen. Ramen er en suppe med nudler og grønsager og/eller kød. Det smager umådelig lækkert og har skønne fyldige smage, alt efter hvilken fond suppen er lavet på og smagt til med. Retten serveres i en højkantet skål og spises traditionelt med en øseske og pinde.
Selve retten Ramen kommer oprindeligt fra Kina, men er i nyere tid blevet yderst populær verden over.
Jeg kan anbefale alle at prøve dette, for vi er i hvertfald blevet afhængige af det her hos os.
Tantanmen Ramen – Japansk suppe med spicy gris
4 pers.
50 min.
Ingredienser
Fond
16 dl. hønsefond
8 spsk. tahin
4 spsk. chiliolie eller chilipasta (gochujang)
Kød
2 spsk. smagsneutral olie
400 g. hakket svinekød
2 forårsløg
2 cm. ingefær
1 fed hvidløg
2 spsk. bønne- og chilipasta (tobanjan)
1 spsk. ristet sesamolie
2 spsk. soya
Grønt og nudler
4 “stænger” ramennudler (90 g. pr. stang)
2 spsk. smagsneutral olie
4 pak choi
2 håndfulde bønnespirer
4 forårsløg
4 soyamarinerede æg
4 spsk. sesamfrø
Fremgangsmåde
Start med at varme hønsefonden op i en gryde og pisk tahin og chiliolie-/pasta i. Sørg for at det ikke koger, men holdes lige under kogepunktet.
Grønt m.m.
Varm en gryde med 2 liter vand op til kogepunktet, så den er klar til nudlerne. Læg låg på og vent med at komme nudlerne i, til kødfyldet er klar.
Varm en tykbundet pande godt op og rist sesamfrøene af på den tørre pande. Tag sesamfrøene af panden, når de begynder at brune let – de må ikke blive sorte. De skal bruges som topping til sidst, så stil dem til side indtil da.
Skær bunden af pak choi og skyl dem godt, da der godt kan sidde jord inde imellem bladene.
Skær de fire forårsløg i fine skiver, lidt på skrå.
Stil fire skåle (tallerkener) klar ved siden af kogepladen.
Varm panden godt op igen og kom de 2 spsk. olie på. Lad olien blive varm og steg først pak choi bladene et minuts tid. Tag dem af og fordel dem i de fire skåle.
Steg herefter forårsløg og bønnespirer hver for sig og fordel også dem i de fire skåle.
Halver de fire soyamarinerede æg og læg dem klar på køkkenbordet, i nærheden af de fire skåle.
Kødfyld
Varm endnu engang panden godt op og kom de 2 spsk. olie på. Lad olien blive varm og steg kødet af ved høj varme, til det bruner. Alt efter hvor stor din pande er, kan det være nødvendigt at stege kødet i to portioner, da det ellers vil koge i stedet for at stege.
Imens kødet steger, skæres de to forårsløg i tynde skiver, ingefæren skrabes fri for skal og rives fint sammen med hvidløget.
Når alt kødet er stegt skrues lidt ned for panden og alt kødet kommes tilbage på panden. Forårsløg, ingefær og hvidløg kommes på panden sammen med kødet og steger med et par minutter inden tobanjan, ristet sesamolie og soya tilsættes.
Kødfyldet simrer nu videre et par minutter, til der ikke længere er væske på panden, men uden at kødfyldet bliver tørt. Sluk herefter for panden.
Nudler
Sørg for at gryden med vandet til nudlerne kommer i kog. Pil papiret af de fire “stænger” nudler og kom nudlerne i vandet. Kog 1-2 min. og tag hurtigt nudlerne op og fordel dem i de fire skåle.
Anretning
Fordel kødfyldet i de fire skåle. Pisk godt rundt i fonden og fordel den i de fire skåle med nudler, grønsager og kød.
Slut af med to halve soyamarinerede æg og et drys ristede sesamfrø i hver skål.
Server straks med ske og pinde.