Panang curry er en meget kendt thailandsk ret, som er dejlig rund og fyldig i smagen. Den er perfekt til både børn og voksne og styrken kan justeres efter smag.
Den er hurtig af tilberede i en snæver vending, hvis man altså har panang curry pastaen klar i fryseren.
Denne opskrift på Panang curry er min version med masser af grønt. Oprindeligt er der ikke specielt mange grønsager i Panang curry, men det står heldigvis en frit for selv at tilsætte dem, hvilket jeg gør.
Jeg elsker grønsager, hvis de er tilberedt rigtigt og er sprøde og smagfulde – i dag havde jeg slikærter, cougette, pak choi og lidt andet i køleskabet, så det kom jeg i. Hvis du i stedet har rød peber, bønner eller noget helt tredje, så brug endelig det.
Til panang curry skal man bruge panang curry pasta. Det er normalt noget man køber færdigt. Det fås hos enhver asiatisk købmand – sikkert også i velassorterede supermarkeder. Jeg laver dog min panang curry pasta selv, da jeg synes det er rart at vide præcis hvad der er i og hvilke råvarer der er brugt. Få opskriften her.
Panang curry – Thailandsk gryderet med kylling
4 personer
Ingredienser
2 spsk. cashewnødder til pynt
3-4 røde chilier
400 g. kyllingbrystfilet
Olivenolie
6 kaffir limeblade
2 spsk. panang curry pasta
1 ds. kokosmælk (ikke light)
1 spsk. fiskesovs
Evt. palmesukker og salt
Grøntsager efter eget valg, f.eks. bønner, cougette, pak choi, slikærter, rød peber m.fl.
Fremgangsmåde
Start med at riste cashewnødderne let af på en tør pande. De skal ikke branke, bare udvikle lidt smag. Tag dem af og stil dem til side – de skal bruges som pynt til sidst.
Skær toppen af chiliene og kassér kernerne. Skær herefter chiliene i små tern. Stil dem til side.
Skær kyllingebrystfiletten i fine strimler og varm en tykbundet gryde godt op. Kom en sjat olivenolie på panden og lad den blive varm. Del kyllingestrimlerne i ca. 3 portioner og steg dem igennem hver for sig. Når de er tilberedte tages de op og kommes i en skål, til de alle er stegte.
Kom alle kyllingestrimlerne tilbage i gryden og tilsæt de hakkede chili og kaffir limebladene. Tilsæt også panang curry pasta og varm indholdet godt op, uden at det brænder på.
Tilsæt herefter kokosmælken og lad den koge op. Tilsæt til sidst fiskesovsen og smag til om retten mangler palmesukker eller en lille smule salt. Når retten er smagt til, kan den serveres som den er, eller man kan skrue helt ned på lavt blus, til grønsagerne er klar til at komme i.
Når jeg serverer min panang curry med masser af grønsager, så steger jeg grønsagerne let af på panden, inden jeg vender dem i panang curryen.
Bruger jeg cougetter, flækker jeg dem på langs og skraber kernerne ud. Herefter skærer jeg dem i skiver og steger dem af på en meget varm pande i en sjat olivenolie i max. et minuts tid. Herefter kommer jeg dem i en skål, til de øvrige grønsager er stegte.
Bruger jeg pak choi skærer jeg bunden af og skyller dem godt. Så steger jeg ligeledes dem af på en meget varm pande i en smule olivenolie. De skal også i skålen.
Slikærterne skærer jeg toppen af og snitter evt. i mindre stykker. De får samme tur som cougetter og pak choi.
Grundreglen ved de stegte grønsager er, at de ikke skal tilberedes færdige på panden, derfor meget kort stegetid.
Til slut vender jeg alle grønsagerne i panang curryen og vender forsigtigt rundt. Jeg varmer retten igennem et par minutter og serverer den herefter med et drys af ristede cashewnødder og jasminris.
Trackbacks/Pingbacks