Panang curry er en meget kendt thailandsk ret, som er dejlig rund og fyldig i smagen. Den er perfekt til både børn og voksne og styrken kan justeres efter smag. Til panang curry skal man bruge panang curry pasta. Det er normalt noget man køber færdigt. Det fås hos enhver asiatisk købmand – sikkert også i velassorterede supermarkeder. Jeg har dog valg at lave min panang curry pasta selv, da jeg synes det er rart at vide præcis hvad der er i og hvilke råvarer der er brugt.
Det er ikke svært at lave og denne portion rækker til ca. 3 portioner panang curry. Jeg kommer det overskyende i fryseren, så er det super nemt at lave panang curry de næste 2 gange.
Panang curry pasta
3 portioner af 4 pers.
Ingredienser
8 store tørrede chilier
1 tsk. hel spidskommen
1 tsk. hele korianderfrø
3 spsk. usaltede cashewnødder
2 sængler citrongræs
1 stykke galangarod på ca. 4 cm.
4 fed hvidløg
4 asiatiske skalotteløg
4 korianderrødder – alternativt 4 store stængler frisk koriander
½ dl. olivenolie
Fremgangsmåde
Start med at flække de tørrede chili og hæld kernerne ud. De skal ikke bruges. Smid også stilken ud og kom selve chiliene i en skål og hæld kogende vand over. Lad dem stå og trække ca. 15 min. til de bliver bløde.
Rist imens koriander og spidskommen af på en tør pande, til det begynder at dufte skønt. Krydderierne må ikke branke. Rist herefter cashewnødderne af. Kom det hele i en minihakker.
Skær bunden af citrongræsstænglerne og ca. 4-5 cm. af toppen. Pil de yderste par lag af og kassér dem. Skær den lidt blødere indmad i mindre stængler og kom dem i minihakkeren.
Tag evt. handsker på og skrab galangeroden med en urtekniv og skær den i mindre stykker, som kommes i minihakkeren. (Galangarod farver virkelig meget – det er det som er den gule farve i karry – ens fingre har farve flere dage efter, selvom de bliver vasket ofte).
Pil hvidløgsfedene og de asiatiske skalotteløg og skær bunden af dem. Også de kommes i minihakkeren sammen med korianderrødderne.
Dræn chiliene for væske – men gem væsken. Kom dem i minihakkeren.
Nu er du klar til at “køre”. Luk minihakkeren og kør 10 sek.
Der mangler sikkert væske, så tilsæt lidt af chilivandet og også ½ dl. olivenolie. Kør videre med minihakkeren til du har en lind pasta. Den må ikke være løbende, men skal være så fast som muligt, så tilsæt ikke mere væske end højest nødvendigt.
Del portionen i 3 – brug den ene til din Panang curry i dag og frys de to øvrige portioner ned til en anden god gang.
Trackbacks/Pingbacks