Vælg en side

En bøfsandwich er vel indbegrebet af et besøg i en dansk pølsevogn. Den smager af udelukkende gode ting og der er masser af muligheder for selv at lave disse elementer i dit eget køkken.

Noget yderst positivt er, at de ingredienser som bruges i en bøfsandwich, er ting som også bruges i alle mulige andre sammenhænge, så selvom det tager lidt tid at lave det hele, så synes jeg at det er det hel værd.Rødbederne f.eks. er jo brugbare i et væld af danske retter, det samme er rodfrugtepicklesen, som skal bruges til remouladen og ketchuppen og burgerbollerne kan fryses ned, så der er til en klassisk cheeseburger en anden dag.

Så er der de elementer, som skal tilberedes samme dag, som agurkesalat og ristede løg, men den smule tid det tager at lave disse ting er ikke værd at regne, hvis man elsker velsmag.

Lad os komme i gang….

Bøfsandwich

2-4 stk – alt efter om man er til store eller små

INGREDIENSER

400-600 g. hakket kalvekød, frisk hakket – ikke gaspakket
2 spsk. hvedemel
Olivenolie
2 dl. piskefløde
½ dl. hj. lavet kalvefond eller 5 g. kalvefondpulver rørt op i ½ dl. vand
Kulør
Salt & friskkværnet peber
Evt. lidt æblecidereddike
Evt. lidt sukker
2 store burgerboller eller 4 små
Remoulade
Ketchup
Syltede rødbeder
Ristede løg
Agurkesalat

FREMGANGSMÅDE

Start med at sørge for alle delelementerne som burgerboller, remoulade, ketchup, syltede rødbeder, ristede løg og agurkesalat.

Tænd ovnen på 200 grader over-/undervarme.

Når de er i “hus” kan du forme dine bøffer, 2 eller 4 stk. og vende dem i hvedemelet. Kom salt og friskværnet peber på den side, som først skal vende nedad på panden.
Varm en stor tykbundet pande op til middelhøj varme (den skal være stor nok til at alle bøfferne kan være på den, uden at den er overfyldt) og kom en god sjat olie på. Lad olien blive varm og kom bøfferne på.
Steg bøfferne ca. 4-5 min. på første side og krydr den side som stadig vender opad med salt & friskkværner peber. Vend bøfferne og steg den 3-4 min. på den anden side.

Når bøfferne er stegt færdige på begge sider, hældes piskefløden på panden og koger op og tykner godt. Når fløden er god tyk, hældes kalvefonden på panden og sovsen koges op endnu engang. Skru ned til lav varme og kom kulør i saucen til den har den mørke farve du ønsker, men pas på ikke at komme for meget kulør i, det kan give en overdøvende mørk smag, som ikke er så klædelig.
Smag sovsen til med salt & friskkværner peber og evt. æblecidereddike og sukker og vend bøfferne, så der kommer sovs på begge sider.

Halver burgerbollerne og lun dem i ovnen.

Anret bunden af burgerbollen på en tallerken. Kom en bøf på og hæld godt med sovs over. Top op med remoulade og ketchup og læg derefter syltede rødbeder ovenpå. Læg agurkesalaten på, så den holder lidt på rødbederne og slut af med en skefyld ristede løg og den øverste del af burgerbollen.

Server med sodavand eller coocio i dagens anledning.

Velbekomme.