Koldskål er den skønneste danske sommerdessert. Iskold med danske jordbær og smørbagte kammerjunkere behøves jeg næsten ikke andet til aften – det er virkelig lækkert – og et tophit for både børn og voksne her i huset.
Det er nok min mands ynglingsdessert og vi får den ofte når solen begynder at titte frem om foråret – ja min mand kan spise det hele året, men jeg synes at koldskål passer bedst til sol og sommer. Hans minder er fra barndommens skønne campingture, hvor de altid tit fik en skål koldskål, når de havde nået deres feriedestination.
Min mand skal da også have æren for at give mig kærligheden til koldskål, da jeg egentlig ikke synes det var noget særligt, før jeg mødte ham. Heldigvis har det ændret sig.
Koldskål med tykmælk og piskefløde
INGREDIENSER
1 æggeblomme
50 sukker
2 tsk. vaniljesukker (lav din egen – se note nedenfor)
8 dl. kærnemælk
2 dl. tykmælk
1 dl. piskefløde
Kammerjunkere
Evt. friske jordbær
Evt. blade fra citronmelisse
FREMGANGSMÅDE
Tag en tom vaniljestang og kom den i en blender sammen med 50-100 g. sukker. Blend til sukkeret er pulveriseret som flormelis og vupti, du har vaniljesukker. Det er billigt og som min. på højde med den købte variant.
Kom æggeblomme, sukker og vaniljesukker i en røreskål og rør det luftigt til sukkeret er opløst. Tilsæt herefter kærnemælken og tykmælken lidt efter lidt, imens der stadig røres. Slut af med piskefløden og rør et halvt minutstid ved lav hastighed.
Hæld koldskålen på en kande og sæt den på køl til den skal spises.
Anret i dybe tallerkener, toppet med kammerjunkere og evt. jordbær og citronmelisse.
Trackbacks/Pingbacks