Vælg en side

Lagana – Græsk fladbrød, er et græsk brød som bages på en særlig græsk helligdag kendt som Pure monday, eller ren mandag oversat til dansk. Jeg synes det er synd at brødet er reserveret til denne særlige dag, så jeg bager det altså også på alle mulige andre dage end Pure monday…

Sesamtoppingen gør Lagana – Græsk fladbrød super lækkert, men jeg er virkelig også glad for de fleste frø som topping.

Brøddet er nemt at lave og kan sagtens laves om eftermiddagen og stadig nå at være klar til aftensmaden.

Lagana – Græsk fladbrød

1 brød

INGREDIENSER

10 g. gær
120 g. lunkent vand
50 g. hvidvin
1 tsk. tahin
1 tsk. sukker
1 tsk. salt
250 g. hvedemel
50 g. durummel
1 spsk. yoghurt naturel til pensling
Hvide sesamfrø til drys

FREMGANGSMÅDE

Gær, vand, hvidvin, tahin, sukker, salt og de to slags mel kommes i en røreskål og køres 5 min. på røremaskinen. Dejen skal være fugtig og sammenhængende, ikke våd og løbende. Er den våd og løbende, så tilsæt lidt mere mel og kør et par minutter længere. Er den derimod for tør, så kom et par spsk. vand ved og ælt videre.

Når dejen er æltet færdig, spændes den op ved at trække den ind over sig selv, drej 90 grader og træk den ind over sig selv igen. Forsæt med det, til den er meget spændstig. Læg den på køkkenbordet med et fugtigt klæde over og lad den hæve ca. 1 time.

Tænd ovnen på 210 grader over-/undervarme og beklæd en bageplade med pagepapir. Form forsigtigt dejen til et rundt brød på ca. 2 cm. højde og lad det efterhæve ca. 30 min. med det fugtige klæde over.

Pensel med yoghurt og drys med så mange sesamfrø, som du har lyst til.

Bag 10-15 min. til brødet er gyldent og lækkert.

Server til f.eks. Avgolemono – Legeret hønsekødssuppe med citron.