Denne lækre milde sommersalat fik jeg engang på et kursus i madfotografering hos fotograf Pia Enghild. Hendes samarbejdende madstylist havde lavet den til os og den var ikke bare indbydende at se på, men smager også virkelig fantastisk. Så jeg måtte igang med mit medbragte kamera og få taget nogle billeder, for der var ingen opskrift – den måtte jeg selv sætte sammen.
Og som sagt som gjort. Her nedenfor får du min version af den skønne salat, som er perfekt til en varm sommerdag, hvor man ikke har brug for varm mad, sovs m.m.
Rustik sommersalat med kylling, nektariner og hindbær
2 personer
INGEDIENSER
Olivenolie til stegning
½ spidskål
2 kyllingebryster, gerne med skind (altså kyllingebryst fra én kylling)
12 små nye danske kartofler
4 nektariner (de skal være hårde og sprøde – ikke bløde og overmodne) – brug alternativt æbler, hvis nektarinerne ikke er i sæson
200 g. hindbær
4 skiver daggammelt brød, f.eks. fra baguettes
1 bdt. purløg
4 spsk. olivenolie
2 spsk. hvidvinseddike
Salt og friskkværnet peber
FREMGANGSMÅDE
Skrab og kog de små kartofler, hvis du ikke har en rest fra i går. Køl dem herefter af.
Varm en tykbundet pande godt op og kom en god sjat olie på. Lad olien blive varm. Krydr kyllingebrysterne med salt og friskkværnet peber og steg dem gyldne på alle sider – især skindsiden. Sørg for at de er gennemstegte og tag dem herefter af. Imens kyllingen steger, skæres brødskiverne i rustikke tern. Når kyllingen er af panden kommes endnu en sjat olie på panden og brødternene vendes godt rundt heri. Krydr med lidt salt og steg croutonerne ved lav varme til de er gyldne og sprøde. Stil dem herefter til side.
Halver nektarinerne og fjern stenene. Skær dem herefter i både og steg dem et par minutter på en meget varm pande.
Snit spidskålen i meget fine strimler og ”kram” det hårdt for at gøre det spiseligt i rå tilstand.
Skær de stegte kyllingebryster i ca. 1 cm. skiver.
Anret en tallerken eller et fad med spidskål i bunden. Læg herpå skiver af kyllingebryst og pynt med stegte nektarinskiver, halve små kartofler, hindbær, croutoner og fintklippet purløg.
Slut af med at blande 4 spsk. olivenolie med 2 spsk. hvidvinseddike og hæld det over salaten og kværn med frisk peber.
Velbekomme.
Trackbacks/Pingbacks