Vælg en side

Harira hedder denne skønne marokkanske suppe, som jeg er blevet ret vild med. Den er lækker og fyldig i smagen og kan mætte børn som voksne.

Marokkansk mad er meget mere end Tagine, som er den eneste marokkanske ret jeg har kendt, indtil for et par måneder siden. Marokkanerne laver alt muligt andet spændende og jeg lover at der nok skal komme mere herinde af samme skuffe.

Jeg har fortolket lidt på serveringen af Harira, da jeg ikke serverer den med ris som man normalt gør, men i stedet med revet cougette. Jeg synes at det giver et lækkert frisk touch til suppen.

Harira – Marokkansk krydret suppe

4  personer

 

Ingredienser

 

Suppe

2 dl. tørrede kikærter eller 2 dåser kikærter på dåse
Olivenolie
2 løg
4 fed hvidløg
4 cm. ingefær
400 g. lammekød i et stykke
1 tsk. hele korianderfrø
1 tsk. gurkemeje
2 tsk. paprika
1 tsk. kanel
400 g. cherrytomater
12 dl. vand
2 tsk. salt
Evt. lidt sukker

 

Grønt fyld

1 cougette
1 rød chili, gerne en stærk lille fætter
½ potte mynte
2 spsk. olivenolie

Fremgangsmåde

 

Hvis du bruger tørrede kikærter, så start med at sætte dem i blød i en skål med masser af vand, om morgenen den dag du gerne vil lave denne ret.

Om eftermiddagen når du skal igang med at lave mad, hældes vandet som kikærterne er udblødt i fra og kikærterne kommes i en gryde og dækkes med rent vand. Bring gryden i kog og kog ca. 30 min. til kikærterne er møre. Hæld vandet fra og stil kikærterne til side, til de skal i suppen.

Imens kikærterne koger hakkes løg, hvidløg og ingefær meget fint.

Puds lammekødet godt af for fedt og skær det ud i bitte små tern på 1×1 cm.

Kom de hele korianderfrø i en morter og mort dem til et groft krydderi.

Bland alle krydderierne i en lille skål og stil den til side til de skal i suppen.

Skær cherrytomaterne i kvarte.

Varm en tykbundet gryde med stor overflade op og kom en sjat olivenolie i. Lad olien blive godt varm og kom de hakkede løg, hvidløg og ingefær i gryden. Steg et par minutter og tilsæt herefter halvdelen af lammekødet. Steg det godt af og tag det op.

Kom lidt mere olie i gryden og steg resten af kødet.

Kom alt kødet tilbage i gryden og tilsæt krydderierne. Vend lidt rundt i retten og steg krydderierne med et par minutter.

Tilsæt cherrytomaterne og steg dem med i gryden et par minutter. Hæld de 12 dl. vand i gryden sammen med kikærterne og kog suppen op.

Når suppen koger, skrues ned på lavt blus, så den kun lige simrer. Læg låg på gryden og lad den simre i 20 min.

Imens suppen simrer, tilberedes det grønne fyld.

Flæk cuogetten på langs og skrab kernerne ud. Riv cougetten fint og kom den i en skål.

Flæk chilien og skrab kernerne ud. Kassér kernerne og hak chilien meget fint. Kom den i skålen til cougetten.

Pluk bladene af mynten og hak dem fint. Kom også dem i skålen til cougetten og chilien.

Kom olivenolie i det grønne fyld og vend det godt rundt.

Server suppen pænt anrettet i dybe tallerkener med en skefuld grønt fyld.

Velbekomme.