Vælg en side

Samosas – Indiske dejpakker

12 stk.          60 min.

 

Nøj, Samosas er bare for lækre. Disse små sprøde dejpakker er skønne at sætte tænderne i, når menuen står på indisk mad.

Denne variant af samosas er med hakket oksekød, kartofler, krydderier m.m., men kan også sagtens laves vegetarisk med grønsager og krydderier, hvis man er mere til det. 

Jeg serverer ofte samosas sammen med en masse andre indiske retter som pakohe, naan, raita, konkani mutton m.m. så vi har et helt bord at lækre indiske retter og hapsere.

Magter man ikke at tilberede dejen selv, kan man alternativt bruge tyrkisk yufka eller thailandsk forårsrulledej.

God fornøjelse.

Ingredienser

Dej

200 g. hvedemel
1 tsk. bagepulver
½ dl. olie – jeg bruger olivenolie, selvom det nok vil være mere autentisk at bruge solsikkeolie
½ dl. vand, måske lidt mere
½ tsk. salt

Fyld

200 g. hakket oksekød
150 g. faste kartofler, skrællede og skåret i ½x½ cm. tern
1 fed hvidløg, fint revet
1 tsk. knust spidskommen
1 tsk. salt
½ dl. kogende vand
½ rød peber i ½x½ cm. tern
1 dl. ærter
Olie til stegning

Stegning

½ liter rapsolie

Fremgangsmåde

Start med at finde alle ingredienser frem til både dej og fyld, så du er max klar til at gå igang. Gør ingredienserne klar, jfr. ingredienslisten.

Dej

Til dejen blandes alle ingredienser og æltes let sammen. Virker dejen tør, så tilsæt ca. ¼ dl. vand mere og ælt sammen. Dejen skal være blød som en moden tomat og hænge godt sammen. Ælt et par minutter og pak dejen i husholdningsfilm. Lad den hvile på køkkenbordet imens fyldet klargøres.

Fyld

Varm en tykbundet pande godt op og kom en sjat olie på. Lad olien blive varm og steg oksekødet til det er næsten gennemstegt. Kom kartoffelternene på panden og skru ned på middel varme. Lad kartoflerne stege med i ca. 10-15 min. til de er tilberedte, dog stadig med et let bid. Efter at kartoflerne har stegt med i ca. 5 min. hældes ½ dl. kogende vand på panden, så fyldet ikke bliver tørt.

Når kartoflerne er tilberedte tilsættes krydderier og de øvrige ingredienser og steger med i ca. 5 min. Sluk herefter for panden og tag den af varmen.

Foldning og stegning

Varm ½ liter rapsolie op til 170 grader i en pande med høje sider.

Rul dejen tyndt ud (2 mm) på et meldrysset bord og udstik 12 cirkler på ca. 15 cm. i diameter.

Tag en cirkel og kom 1 spsk. fyld på. Forestil dig at dejcirklen har tre kanter. Fold to af kanterne ind over cirklen, så de danner en spids yderst og når sammen ca. midt på cirklen. Fold den sidste kant ind og tryk kanterne sammen. Nu skulle du gerne have en trekantet samosa.

Steg samosaerne på begge sider, til de er gyldne og sprøde. Læg dem til afdrypning på fedtsugende papir og server mens de er lune sammen med myntechutney.

Vil du følge med eller dele?
error