Vælg en side

Daal er en indisk ret, som jeg er kommet til at holde umådelig meget af. Havde nogen sagt til mig, for tre år siden, at jeg ville komme til at sætte pris på linser, havde jeg nægtet.

Det er dog alligevel blevet sådan, for den fyldige og sunde, fede smag som linserne giver, er simpelthen fantastisk. Retten mætter virkelig godt, den er nem, hurtig og billig af lave og så skal der ikke gøres de store indkøb til basiskøkkenet, hvis man ellers har de tørre ingredienser stående på hylden alligevel.

I denne daal har jeg valgt at komme lidt fisk – du kan også sagtens lave den uden – det er op til dig.

Daal med torsk

3-4 personer

INGREDIENSER

¼ dl. olie
½ løg
4 cherrytomater
2 tsk. salt
1 tsk. chilipulver
¼ tsk. gurkemeje
1 tsk. garam masala
2 dl. røde linser
½ l. vand, måske mere
3-4 stykker torsk á ca. 150 g. pr. stk.

Pynt

2 cm. ingefær
2 fed hvidløg
½ bdt. frisk koriander

FREMGANGSMÅDE

Linserne renses, skylles og kigges efter for småsten.

Løg og tomater hakkes fint og steges gyldne i olie sammen med krydderierne. Tilsæt herefter linserne og lad det stege ved lav varme et par minutter. Tilsæt så ½ l. vand.

Retten koges nu igennem til linserne er møre. Det kan måske blive nødvendigt at tilsætte mere vand, alt efter om man vil have en “suppeagtig” daal eller om man ønsker at spise den med ris – jeg foretrækker min daal som en tyk suppe med brød til, derfor tilsætter jeg altid mere vand – ca. 1-2 dl. Når konsistensen er bestemt og retten simrer lystigt, lægges stykkerne af torsk ned i gryden. De skal ligge i ét lag, så de må ikke overlappe hinanden. Tryk dem let ned i daalen, så de er dækket op ad siderne, men ikke ovenpå. Læg låg på gryden og lad fisken simre med i ca. 10 min. alt efter tykkelsen på stykket.

Skær ingefær og hvidløgsfed i meget fine skiver og nip bladene af korianderen. Varm en tykbundet pande godt op og kom en god sjat olivenolie på. Lad olien blive varm og sauter hvidløg og ingefær godt af. Hvidløgene må godt tage en lille smule farve, men det skal ikke blive brunt og svedent. Tag panden af varmen og vend korianderbladene sammen ingefær og hvidløg, når olien er kølet lidt af. Hæld yderligere ca. ½ dl. olivenolie ved og vend det godt sammen. Kom det i en skål til daalen er klar til servering.

Efter 10 min. tjekkes om fisken er tilberedt nok. Er den det, anrettes daal og fisk i dybe tallerkener. Prøv om du kan undgå at komme daal på fiskens overside. Pynt af med hvidløg, ingefær og koriander og server – gerne med chapati.