En sprød og anderledes salat, som jeg er blevet ualmindelig glad for. Denne nudelsalat er frisk og smagfuld og så vil jeg faktisk også “anklage” den for at være nogenlunde sund.
Smagen af soya er forholdsvis ny for mig. Jeg har aldrig brudt mig om købe forårsruller med soyasauce, så jeg troede ikke at jeg kunne lide soya. Det viste sig at være forårsrullerne som jeg ikke kunne lide.
Først efter at jeg har lært at lave kinesisk mad hos Xinfa Wu som har restaurant Wok & Sushi i Horsens er jeg begyndt at spise soya og jeg er helt vild med det nu. Der findes også mange varianter, men prøv dig frem og vælg dem som du synes er bedst. Min favorit er fra Pearl River.
Hos os spiser hele familien salaten med pinde – også Sigurd på 4 år og Liv på 2 år – eller de prøver i hvertfald…
Kinesisk nudelsalat med hoisinmarineret gris
2 personer
INGREDIENSER
Gris og hoisinsauce
1 svinemørbrad, ca. 300-400 g.
½ dl soyasauce
2 spsk. peanutbutter
1 spsk. muscovadosukker
2 tsk. sesamfrø
1 spsk. riseddike
1 fed hvidløg
1 tsk. stærk chili sauce
Friskkværnet sort peber efter smag
Salat
100 g. brune risnudler
½ agurk
1 gulerod
1 avocado
1 pose slik- eller sukkerærter
1 rød snack peber
Dressing
2 spsk. tahin
Vand
2 spsk. riseddike
2 spsk. soya
1 tsk. sukker
Pynt
En lille håndfuld ærteskud
Sesamfrø
FREMGANGSMÅDE
Start med gris og hoisinsauce. Kom alle ingredienser, undtagen mørbraden i en minihakker og kør til en jævn masse.
Svær mørbraden i skiver på skrå på 2 cm. tykkelse og bank dem let flade med håndfladen. Vend kødet i marinaden og masser det godt ind i nogle minutter (brug en handske hertil). Lad kødet ligge i marinaden en times tid.
Rist imens sesamfrøene let af på en tør pande. Sæt dem til side – de skal bruges ved anretning.
Kog risnudlerne til de er lige præcis møre – følg anvisningen på pakken og stop kogningen ca. 1 minut før anvisningen. Kom dem straks efter i kold vand og køl dem ned. Når de er afkølede, dryp dem herefter af i et dørslag.
Varm en grill eller en tykbundet pande godt op og kom en god sjat olivenolie på. Når olien er varm kommes kødet på og panden skrues ned på jævn varme. Steg kødet et par minutter på hver side og tag det fra varmen. Kødet skal ikke gennemsteges, men serveres let rosa. Lad det køle af ved stuetemperatur.
Til dressingen røres tahin med 2 spsk. vand. Tilsæt riseddike og rør det ind i dressingen. Tilsæt herefter soya og sukker og igen vand, til dressingen har konsistens som tynd tykmælk.
Skræl guleroden og skær den i skiver på skrå og herefter i fine strimler. Gør det samme med agurken. Flæk snackpeberen og pil kernerne ud. Skær den i fine strimler. Skær ærterne i strimler på skrå og pil sten og kød ud af avocadoen. Skær den i fine skiver.
Pres agurken let for væske.
Vend nudlerne sammen med de snittede grønsager og hæld marinaden udover. Vend salaten let sammen uden at mase.
Skær kødet i mindre strimler.
Anret nudelsalaten i dybe tallerkener og kom strimler af kød rundt i salaten. Stik det lidt ind under og læg et par skiver ovenpå. Slut af med et par friske ærteskud og et drys af de ristede sesamfrø.
Server afkølet, men ikke køleskabskold – spises gerne med pinde.