Vælg en side

Massaman curry

4 pers.          45 min.

 

Massaman curry er en thailandsk gryderet med kylling eller oksekød i en lækker sauce af kokosmælk. Massaman betyder muslim og retten er opkaldt efter de muslimske handelsrejsende, som bragte krydderierne til Thailand.

Massaman curry er skøn og mættende og bruger lidt atypisk kartofler – og somme tider gulerødder – som fyld. 

Jeg er gået udenom den nogle gange, da jeg ikke synes at den præsenterede sig særlig godt visuelt, men efter et par forsøg har jeg fundet en variant som jeg synes er både lækker for smagen og øjnene.

Ingredienser

300 g. faste kartofler, i 2x2 cm. tern
4 forårsløg, i skrå tynde skiver – husk at tage det grønne med
500 g. mørt oksekød i tynde skiver
2 ds. kokosmælk, ikke light
2-4 spsk. massaman curry pasta
2 tsk. tamarind pasta
2 spsk. palmesukker
Salt efter smag
240 g. jasminris
1 broccoli

Massaman curry pasta 

5 stængler citrongræs
5 cm. galangarod
15 store fed hvidløg, pillede
10 asiatiske skalotteløg, pillede
1 dl. olivenolie
15 tørrede asiatiske røde chili
10 grønne kardemomme
5 nelliker
1 tsk. hele korianderfrø
1 tsk. hele spidskommen
3 cm. kanelstang (ceylon)
1 tsk. hele peberkorn
5 korianderrødder – alternativt 1 lille håndfuld frisk koriander

Pynt

30 g. cashewnødder
1 lille håndfuld frisk koriander

Fremgangsmåde

Start med at finde alle ingredienserne frem.

Herefter hakker og snitter du de forskellige grønsager og kødet som beskrevet i ingredienslisten.

Gør også pynten klar. 

Massaman curry pasta

Skær bunden af citrongræsstænglerne og ca. 4-5 cm. af toppen. Pil de yderste par lag af og kassér dem. Skær den lidt blødere indmad i mindre stængler og kom dem i minihakkeren.

Tag evt. handsker på og skrab galangeroden med en urtekniv og skær den i mindre stykker, som kommes i minihakkeren. (Galangarod farver virkelig meget – det er det som er den gule farve i karry – ens fingre har farve flere dage efter, selvom de bliver vasket ofte).

Pil hvidløgsfedene og de asiatiske skalotteløg og skær bunden af dem. Også de kommes i minihakkeren sammen med korianderrødderne.

Hæld olien og de tørrede krydderier i minihakkeren og kør til en lind pasta. Er pastaen for tyk, kan du tilsætte et par spsk. vand, for at gøre den en smule tyndere, så den kan blendes fint. 

Opskriften svarer til en stor portion og der er til nogle gange massaman curry her. Brug de 2-4 spsk. i denne omgang og kom resten i små portionsposer og frys dem ned til næste gang du har lyst til denne skønne ret.

Tilberedning

Varm en sauterpande godt op og kom ca. 3 dl. kokosmælk og 2-4 spsk. massaman curry pasta i. Start evt. med to og kom mere i, hvis du mener at retten mangler karakter, når du i slutningen skal smage den til.

Kog kokosmælk og pasta op og lad det boble ved høj varme i nogle minutter, til kokosmælken begynder at skille (det er meningen at det skal skille).

Hæld herefter den resterende kokosmælk i panden og tilsæt oksekødet. Kog op igen og vend lidt rundt til oksekødet er tilberedt. 

Tilsæt herefter kartofler, forårsløg, tamarind pasta, sukker og salt og kog op, så retten simrer. Læg låg på og lad den simre i 30 min.

Ris og grønt

Imens din curry simrer, tilberedes risene.

Skyl risene i koldt vand over tre gange og lad dem dryppe af.

Varm 5 dl. vand op i en gryde. Når vandet koger tilsættes risene og vandet koges op igen. Skru ned, så vandet kun lige simrer og læg låg på. Lad risene koge til de har opsuget al væsken – det tager 12-15 min. og sluk herefter for blusset. Lad risene hvile indtil curryen er klar.

Skær buketterne af broccolien og del dem evt. i mindre buketter, hvis de er meget store. De sidste par minutter af kogetiden for curryen, tilsættes broccolibuketterne. Det er meget vigtigt, at de ikke får mere end et par minutter, så der stadig er godt bid i dem – hellere for meget end for lidt.

Servering

Anret massaman curry i dybe tallerkener med en skefuld ris, pyntet med cashewnødder og frisk koriander.

Velbekomme.