Pizza Bianco con patate
3-4 pers. 90 min.
Pizza Bianco con patate er en ægte italiener og meget delikat. Forskellen på en pizza bianco og en traditionel pizza er, at denne er uden tomatsauce. I stedet bruges ricotta eller mascarpone – denne er med mascarpone.
Pizza Bianco kan varieres i det uendelige – denne variant er med kartofler, men den kan også laves med f.eks. pølse.
Når vi får pizza herhjemme, så laver jeg dem næsten altid selv, for et ægte italiensk pizzaria er ikke så let at finde. Og når jeg siger pizzaria, så mener jeg ægte italienske pizzaria, ejet og drevet af italienere.
Bunden – det vigtigste element
Jeg mener, at det vigtigste element i pizzaen er bunden. Når først den “sidder i skabet”, er fyldet piece of cake, da det kan vælges efter hvor meget tid man har og hvor svært det skal være. Har men ikke meget tid, så vælg en simpel pizza med tomatsauce, mozzarella og f.eks. skinke. Har men bedre tid, kan man lege med artiskokcreme og pesto. Der er dog lige en enkelt hovedregel, udover dejen. VÆLG ALTID gode italienske råvarer til italiensk pizza. Kig på hvor produkterne er lavet, f.eks. kan frisk mozzarella, skinke m.m. laves i mange andre lande end Italien, selvom det ser vældig italiensk ud. Italienerne er stolte mennesker når det drejer sig om råvarer, så gå altid efter italienske råvarer til din italienske pizza.
Tilbage til dejen. Den skal virkelig behandles med respekt. Først skal den æltes – og jeg mener virkelig æltes. Der skal lægges nogle kræfter i æltningen og det handler rigtig meget om teknik og den måde man bruger hænderne på. Man skal ikke bruge fingrene, men derimod hænderne og håndballerne. Bruger man fingrene klistrer dejen og det bliver træls at stå med. Bruger man i stedet håndballerne og har et fast tag om dejen, så bliver den lækker og elastisk. Man kan også komme dejen i en røremaskine og lade den klare ærterne for en.
Når dejen så skal formes, er det igen noget med håndelag. Her skal dejen behandles med forsigtighed og formes udelukkende med hånd og INGEN kagerulle. Læs videre nedenfor og prøv dig frem. Det kræver nogle gange for at få det rigtige tag på dejen, men det betaler sig efter min mening, så absolut.
Opskriften her rækker til to pizzabunde. Fyldet er til én pizza, så vælg en af mine andre pizzavarianter som fyld på bund nr. to.
God fornøjelse.
Ingredienser
Dej til to bunde
15 g. gær
2 g. sukker
10 g. salt
2,5 dl. lunkent vand
100 g. durum hvedemel
280-300 g. hvedemel tipo 00 med proteinindhold over 13 gram pr. 100 gram, f.eks. manitoba
Fyld til én pizza
3 spsk. mascarpone
1-2 kartofler
½ portion pesto genovese (se opskrift nedenfor)
Flagesalt
Basilikumpesto – Pesto genovese
1 fed hvidløg
10 g. hasselnødder
20 g. parmesan
1 potte basilikum
Revet skal af ½ citron (kun det gule)
Olivenolie
Salt
Fremgangsmåde
Start med at finde alle ingredienser frem og mål dem af som skal bruges til dejen.
Dej
Gær, sukker og vand røres sammen i en skål, så gæren opløses. Herefter tilsættes salt, durumhvedel og derefter 280 g. hvedemel tipo 00. De sidste 20 g. hældes ud på køkkenbordet. Dejen røres nu sammen i skålen, så alt melet optages. Den vendes herefter i melet på bordet og æltes glat. Det er ikke sikkert at alle de sidste 20 g. mel skal æltes ind i dejen, da den let kan blive for tør. Dejen skal klistre let, men det høje proteinindhold i melet gør, at den sagtens kan æltes med hånd, uden at hænge fast. Det handler om teknik. Æltningen tager 3-5 min. Del dejen i to lige store klumper og klap lidt mel på hænderne. Spænd dem godt op ved at pakke dem sammen og folde dem ind over sig selv. Se video med opspænding her. De skal nu hæve, tildækket med et viskestykke, et lunt sted i en time. Husk at lægge en fugtig klud ovenpå viskestykket, så dejen ikke danner skorpe.
Klargøring af fyld
Gør imens fyldet klar.
Pestoen laves ved at riste hasselnødderne af på en tør pande. De skal blive en smule sorte på skallen, men ikke branke. Pas på, det kan gå stærkt, så de skal vendes ofte. Lad dem køle ned til stuetemperatur og nuldr skallerne af. Kom dem i en minihakker sammen med de øvrige ingredienser til pestoen. Kør til en lind pesto og kom den i en skål. Stil den til side til pizzaen er bagt.
Kartoflerne vaskes og skæres i meget tynde skiver – et mandolinjern giver det bedste resultat. Kom dem i kold vand og lad dem ligge og udvande stivelse i 20 min. Hæld vandet fra og tør dem godt i et viskestykke. Kom dem i en skål og stil det til side, til du er klar til at lave pizza.
Tænd ovnen på 230 g. og over- /undervarme – måske med varmluft, hvis din ovn ikke varmer så godt. Sæt en bageplade ind, så den kan virke som ”bagesten”.
Formning af pizza
Når pizzaerne skal formes, gøres dette en ad gangen, på et meldrysset bord eller direkte på et stykke bagepapir. Kom mel på dine hænder og tag forsigtigt den ene klump dej op (se formning af pizzadej her). Pizzaen formes udelukkende med fingrende og trækkes forsigtigt i den rigtige form. Det er vigtigt at arbejde med fingrene under pizzaen og ikke ovenpå. Den skal arbejdes indefra og ud, fra undersiden. Når pizzaen er et par millimeter tynd, undtagen i kanterne, hvor den gerne må være en smule tykkere, kommes fyldet på.
Pyntning af pizzaen
Pizzaen pyntes i rækkefølge: Mascarpone og kartoffelskiver. Pesto kommes først på efter bagning.
Rør mascarponen jævn og fordel små klatter af mascarpone rundt på pizzaen og tryk kartoffelskiverne let ned i.
Bagning og servering
Træk herefter bagepapiret med pizzaen over på den varme bageplade og bag den i ovnen til den bliver let gylden i kanten. Når den første pizza er i ovnen, startes på formning af bunden til den næste. Så passer det som regel med at den første er færdigbagt, når den næste er klar til at komme ind.
Efter bagning toppes pizzaen med pesto i små “klatter” rundt på pizzaen og drysses let med flagesalt. Server herefter så hurtigt som muligt.