Overraskelse var min første tanke da jeg smagte Baklava. Jeg var overrasket over den fine smag af nødder, smør, sukker, kanel og sprød dej. Tyrkiske desserter står for mig som noget meget sødt, men baklava er meget anderledes end alle mine forestillinger, så den er blevet en del af standard repertoiret i mit køkken.
Den er ret nem og hurtig at lave og holder sig sprød og lækker et par dage, hvis den opbevares i en lufttæt beholder.
Server den til en god kop kaffe til eftermiddag eller til lidt tv hygge efter aftensmaden. God fornøjelse.
Baklava – Tyrkisk kage
20-25 stykker
INGREDIENSER
Sirup
125 g. sukker
0,75 dl. vand
3 skiver appelsinskal (ikke det hvide)
1 tsk. citronsaft
Fyld
60 g. smuttede mandler
30 g. valnødder
60 g. hasselnødder
30 g. brun farin
1 tsk. kanel
1 pakke filodej med 5 store ark eller 10 små
100 g. smør
FREMGANGSMÅDE
Start med at lave siruppen ved at blande sukker, vand, appelsinskal og citronsaft og kog det op til sukkeret er smeltet. Sluk for varmen og lad siruppen køle helt ned. Siruppen skal hældes over kagen efter bagning.
Tænd ovnen på 180 grader over-/undervarme.
Hak nødder/mandler i en minihakker til mellemfine stykker og bland brun farin og kanel i.
Smelt smørret i en gryde ved lav varme.
Pak filodejen ud og skær den i 10 lige store stykker på størrelse med en mellemting mellem et stykke A4 og A5 papir. Det kan også være at de allerede har ca. den størrelse.
Tag et stykke bagepapir og pensel det med smør på et areal svarende til et af de delte filodejsark.
Læg et ark filodej på bagepapiret ovenpå smørret. Pensl det med smør og læg endnu et ark ovenpå, som også pensles – og endnu et som også pensles. Nu har du tre ark ovenpå hinanden. Kom halvdelen af fyldet på – og husk at få det helt ud til kanterne. Læg nu endnu tre smørpenslede filodejsark ovenpå. Kom den anden halvdel af fyldet ovenpå det sjette smørpenslede filodejsark og slut af med endnu fire smørpenslede filodejsark.
Klap kagen let på toppen og rids (du må gerne skære ned igennem de første 5-6 ark, men ikke helt igennem) kagen i rhombemønster.
Sæt kagen i ovnen 20-30 min. alt efter din ovn og hold øje med den. Den skal ud, når overfladen er smuk gylden og sprød.
Overhæld kagen med sirup når den kommer ud af ovnen og har stået et par minutter. Lad den stå og trække i ca. 30 min. inden servering.
Serveres med en god kop kaffe eller the.