Vietnamesisk Bun Tom Xao salat
2-4 pers. 60 min.
Denne skønne salat Bun Tom Xao fik min mand på den kendte restaurant Monsieur Voung i Berlin. Det er en skøn salat med rejer og nudler, serveret i en stor skål med pinde og øse.
Den Bun Tom Xao som min mand fik serveret var yderligere med en skøn sauce og den var så lækker, at jeg var nødt til at prøve at kopiere opskriften derhjemme og det er faktisk lykkedes rigtig godt.
I øvrigt var det, at besøge restauranten Monsieur Voung i sig selv en anbefalelsesværdi oplevelse. Man kan ikke bestille bord, men stiller sig blot i kø udenfor restauranten og venter til der er plads. Der står altid andre i køen, så der er nogle at sludre med og så venter man ellers.
Vi kom til frokost og stod i kø i ca. 20 min.
Monsieur Voung er en af de mere travle restauranter jeg længe har besøgt. Jeg vil tro at vi var 60-70 gæster i restauranten og 5 medarbejdere som konstant var i fuld vigør med servering, opvask m.m. Det var en sand fornøjelse at følge deres arbejde og se hvor effektivt de arbejdede.
Vietnamesisk Bun Tom Xao er udover at være en skøn ret, også en let og stadig mættende ret – og så er den glutenfri, som meget andet asiatisk mad.
Opskriften passer til 4 personer, hvis salaten serveres sammen med andre retter, eller 2 personer, hvis den skal stå som selvstændig ret.
Prøv den for din egen skyld.
God fornøjelse.
Ingredienser
Skaldyr
250 g. rå vannamei rejer, pillede
1 stængel citrongræs
2 tsk. kokosolie
2 fed hvidløg, fint revet
½ tsk. knust stærk rød peber (Gochu Garu)
1 tsk. fiskesauce
½ tsk. sukker
Salat
¼ iceberg salat hoved, i fine strimler
1 håndfuld bønnespirer
¼ agurk, i fine strimler
2 gulerødder, groft revet
½ ps. slikærter
2 tsk. cashewnødder
2 forårsløg, i fine skrå strimler
½ bdt. koriander, bladene herfra
250 g. vermecelli risnudler
Sauce
1 frisk asiatisk chili, befriet for kerner og fint hakket
1 tsk. fiskesauce
1 tsk. gurkemeje
1 tsk. sukker
1 lime
1 dl. kokosmælk
1 dl. vand
Evt. salt
Fremgangsmåde
Start med at finde alle ingredienser frem til de forskellige elementer og skræl, hak og snit, så alt bliver som beskrevet i ingredienslisten.
Skaldyr
Skær ½ cm. af bunden og 4-5 cm. af toppen af, af citrongræsstænglen og pil de yderste tre lag af og kasser dem. Hak det resterende meget fint.
Kom vannamei rejerne i en skål sammen med citrongræs, kokosolie, fint revet hvidløg, knust stærk rød peber (Gochu Garu), fiskesauce og sukker.
Salat
Find 2-4 skåle, alt efter hvor mange personer I er. Anret icebergsalat, bønnespirer, agurk, gulerødder og slikærter rundt i skålene. Det er ikke meningen at salaten skal blandes, men lægges pænt rundt i kanten.
Tilberedning
Kog vermecilli risnudlerne efter anvisningen på pakken og fordel nudlerne i skålene.
Imens nudlerne koger, varmes en tykbundet pande godt op og rejerne steges i et par minutter, til de bliver lyserøde. Fordel herefter rejerne i skålene.
Kom ingredienserne til saucen på panden. Kog saucen op og smag til med salt.
Fordel saucen i skålene.
Server straks med pinde og øse.