Mücver er blevet en ynglingshapser herhjemme. Disse lækre tyrkiske grønsagsdeller og milde og elskes af både børn og voksne. Mine unger spiser alt hvad der hedder noget med deller. Det være sig frikadeller, hånddeller, kæmpedeller, lammedeller osv. – og da mücver nu er stegte, som en frikadeller var det mest oplagte at døbe den grønsagsdeller – og vupti, de smutter lige ned hos ungerne.
Jeg elsker dem nu også selv og er vild med den milde smag af grønsagerne og den prikkende fornemmelse af chili, blandet med den skønne ost. Jeg bruger en mild modnet ost, som f.eks. Vesterhavsost, Comté m.fl.
Mücver – Grønsagsdeller
4 personer
Ingredienser
400 g. kartofler (vægt med skræl)
½ cougette
En lille potte dild
En håndfuld bredbladet persille
2 forårsløg
75 g. ost, f.eks. Vesterhavsost, Comté m.fl.
2 æg
2 spsk. mel (kan erstattes af majsmel, hvis man er glutenallergiker)
½ tsk. chilipulver/flager
Salt & friskkværnet peber
Fremgangsmåde
Skræl kartoflerne og riv dem groft.
Kom dem i en skål med kold vand i ca. 30 min.
Riv imens cougetten og pres væden ud af den.
Hak forårsløget mellemfint og hak persille og dild fint.
Riv osten groft.
Hæld vandet fra kartoflerne og pres dem godt for væske.
Bland alle ingredienser, undtagen salt, sammen i en skål.
Tilberedning
Varm en tykbundet pande godt op og kom en sjat olivenolie på. Lad olien blive varm.
Kom salt i farsen og rør godt rundt.
Form herefter de første deller (der bliver nok to pander fulde) og læg dem på panden.
Skru ned på jævn varme og steg dem gyldne på hver side. Vend dem kun én gang.
Tag de første af og lav en pande mere.
Spis dem sammen med andre små retter som f.eks. Saksuka, Karidelsi guvec m.fl.