Pasta er klassespise og italienerne er umådelig stolte af deres pastatraditioner. Pasta fås som bekendt i flere varianter og former og der er stor forskel på tørret pasta og frisk pasta. Faktisk er det en smule misvisende, at begge dele hedder pasta, for de kan slet ikke sammenlignes i smag.
Jeg bruger begge slags, alt efter hvilken ret jeg skal lave. Den tørrede pasta bruger jeg meget til små saucer og den friske bruger jeg mere til rettet med fyld.
Frisk pasta laves meget simpelt af æg og mel om æltes sammen og køres på en pastamaskine. Sådan en kan fås i alverdens genbrugser til 50-100 kr. og den er alle pengene værd. Man bliver afhængig af frisk hjemmelavet pasta, som smager helt anderledes en det melede frisk pasta som man kan købe. Hjemmelavet frisk pasta smager af æg og det er som sagt virkelig lækkert.
Skal man lave hurtig mad, så ælt pastadejen om morgenen, mens ungerne spiser morgenmad – så skal den bare rulles ud og koges når du kommer hjem.
Pasta er også kendt for at være billig spise og du kan virkelig få god kvalitet for små penge her. Et økologisk æg koster ca. 3 kr. og 100 g. godt mel koster også ca. 2 kr. En tomatsauce kan laves for 10 kr., så der er mad til to personer for rundt regnet 15 kr. – det er sgu da billigt – og ikke spor budgetagtigt.
Med til historien hører, at da jeg tog billedet af denne pasta, stod der en lille purk og spiste af det i den anden ende.
Hjemmelavet frisk pasta – Børnevenlig opskrift
2 personer
Ingredienser
1 æg, str. M – L
80-100 g. godt hvedemel, med højt proteinindhold
Fremgangsmåde
Vej 80 g. mel af og kom det i en skål med lave kanter. Form først melet som en pyramide og lav derefter en fordybning i midten af pyramiden, så det kommer til at ligne en vulkan. Slå ægget ud i ”vulkanhullet”.
Tag en gaffel og bland lidt efter lidt ægget med mere og mere af melet. Du skal blande indefra og ud. Til sidst har du æltet alt melet sammen med ægget og din pastadej skal være fast og til at ælte i hånden uden at den klistrer alt for meget. Den er nu klar til at blive æltet færdig i hånden.
Hæld de sidste 20 g. mel ud på et rent og tørt bord. Læg pastadejen herpå og ælt godt i 10 minutter (husk at sætte uret, for 10 min. er lang tid, men nødvendigt). Pak pastadejen ind i vitawrap og lad den hvile ved stuetemp. ca. 15-30 min.
Når pastadejen har hvilet vendes den i mel og trykkes godt flad, så den kan køres igennem pastavalsen på alle tykkelser (du skal starte med den tykkeste indstilling), så du ender med lange tynde pastaplader. Du må ikke springe nogle tykkelser over. Når du synes at pastadejen bliver for lang at stå med, så del den på midten og kør videre til du har været igennem alle tykkelser og er endt med den tyndeste.
Drys mel på begge sider af pladerne, så de ikke klistrer fast til bordet eller hinanden.
Pastapladerne kan nu laves til ravioli, tagliatelle, papperdelle etc med de forskellige valser som passer til det. Pappardelle kan også laves med kniv eller et pizzahjul, hvor man skærer lange uregelmæssige strimler af pastaen. Undgå dog at lave strimler (uanset type) som er mere end 40 cm. lange, da det ellers bliver træls at spise.
Kog 1 liter vand op i en gryde og kom 2 tsk. salt i.
Når vandet koger kommes pastaen i gryden og koger 1-2 min.
Hæld vandet fra pastaen og server den til f.eks. Ragu alla bolognese.
Trackbacks/Pingbacks