Vælg en side

Pide Ekmek – Tyrkisk fladbrød er et hammerlækkert madbrød, som er blødt og mildt. Sesamfrøene er prikken over iét på Pide Ekmek – Tyrkisk fladbrød og giver det helt rigtige krydderi til det milde brød.

Det går godt som tilbehør til aftensmaden, men er bestemt også lækkert som madpakkebrød.

Pide Ekmek – Tyrkisk fladbrød

1 brød

INGREDIENSER

10 g. gær
1 dl. lunkent vand
2 spsk. yoghurt naturel med 3-4% fedtindhold eller græsk yoghurt 10% fedtindhold
1 spsk. olivenolie
200-225 g. fint hvedemel
1 tsk. sukker
1 tsk. salt
Lidt yoghurt til pensling
Sorte og hvide sesamfrø til drys

FREMGANGSMÅDE

Gær, vand, yoghurt, olivenolie, 200 g. mel, sukker og salt kommes i en røreskål og køres 5 min. på røremaskinen. Vurder herefter om der er brug for at tilsætte de sidste 25 g. mel – dejen skal være fugtig og sammenhængende, ikke våd og løbende. Er den våd og løbende, så tilsæt de sidste 25 g. og kør et par minutter længere. Hvis du ælter i hånden, skal du bruge alle 225 g. mel og ælte i skålen så længe du kan og dernæst tage dejen ud på bordet og ælte den færdig. Pas på ikke at tilsætte mere mel, da dejen hurtig kan blive for bastant.

Spænd herefter dejen op ved at trække den ind over sig selv, drej 90 grader og træk den ind over sig selv igen. Forsæt med det, til den er meget spændstig. Læg den på køkkenbordet med et fugtigt klæde over og lad den hæve ca. 1 time.

Tænd ovnen på 225 grader varmluft med over-/undervarme og beklæd en bageplade med pagepapir. Form forsigtigt dejen til et rundt brød på ca. 2 cm. højde og lad det efterhæve ca. 30 min. med det fugtige klæde over.

Pensel med æg og drys med så mange sesamfrø, som du har lyst til.

Bag 10-15 min. til brødet er gyldent og lækkert og server til alverdens lækre tyrkiske retter, f.eks. Topalak corbasi eller Karidesli guvec.